mandag den 16. maj 2011

Observationspositioner... mmmhmmm...

Lyder smart, ikke? "Observationspositioner"... smag lidt på ordet... hvis det lykkedes dig at udtale det et par gange UDEN at slå knude på tungen, så står du overfor den næste store udfordring: at finde ud af, hvad der egentlig ligger i ordet. Men det er jo derfor jeg er her. ;) I tråd med mit seneste indlæg (og faktisk første indlæg), fortsætter jeg ud af tangenten 'personlig udvikling'.

Jeg er nemlig i øjeblikket på HR-kursus. Et af de kors man må bære/en af de muligheder man har som ledig, er nemlig at melde sig til et 6-ugers selvvalgt kursus. Og det har jeg så gjort. Min oprindelige indstilling til det hersens HR-kursus var, at det da egentlig lød meget spændende. På første dag blev der så hevet en pose kulørte bolde frem. Du ved, dem der man finder på legepladser, og som børn elsker at kaste sig rundt i (alt imens de voksne kaster misundelige blikke i retningen af børnene.) NÅ... men altså... boldene kom frem... og min første tanke var noget i stil med "Årh nej - hvad har jeg gjort?", efterfulgt af "Det her pædagogiske bras overlever jeg aldrig", da vi to timer senere blev bedt om at tegne vores våbenskjold. Jeg er ikke kreativ. Jeg befinder mig i høj grad på gyngende grund, ligeså snart jeg bliver bedt om at "slå mig løs" og "tegne, hvad der falder mig ind." MEN... efter et smule debatteren med mig selv, nåede jeg frem til, at jeg ligeså godt kunne springe i med begge ben (hvem der bare befandt sig i en bold-grav). Som sagt, så gjort. Og det viste sig faktisk at være ganske underholdende. 1-0 til HR-folkene.

Efterfølgende er jeg blevet ved med at blive positivt overrasket over "det hersens HR-halløj". Vi har været vidt omkring; vi startede blandt andet med en enneagram-test, som du muligvis/muligvis ikke kender. Kort fortalt deler den mennesker ind i 9 kategorier, eller personlighedstyper (perfektionisten, relationsskaberen, udretteren, individualisten, iagttageren, realisten, entusiasten, udfordreren og mægleren). De er naturligvis en smule karikerede, men bortset fra det, passer de meget fint. Formålet er både at øge din indsigt i, hvordan du er som person, og hvorfor du reagerer, som du gør, men også at øge din indsigt i, hvorfor andre er, som de er, og gør som de gør. Hvis du har lyst til at tage testen, kan du gøre det her: http://www.moltke-leth.com/joomla/index.php?option=com_content&task=view&id=11&Itemid=19 .

Indtil videre har vi beskæftiget os meget med, hvordan man selv er som person, og hvordan det påvirker ens måde at opleve verden, og andre, på. I dag blev vi så introduceret for de her "observationspositioner". Kort fortalt, så handler det om, at du kan opleve verden fra tre forskellige positioner.

  1. Den første er "jeg"-positionen. Hvis du har den sunde tilgang, betyder det, at du er meget fokuseret på dig selv og dine behov - men uden, at det kammer over. Er du gået over i grøften til den "usunde" side, betyder det omvendt, at du udelukkende fokuserer på dig selv og tænker mere i "mig, mig, mig" (vi kender alle sammen superegoisten, som kan være vanvittigt irriterende i længden).
  2. Den anden position du kan indtage, er den mere omsorgsfulde: du-position. I den sunde variant betyder det, at du interesserer dig for andre, og fokuserer på, hvad de gerne vil. I den usunde variant bliver de her træk forstærket. Det ses eksempelvis ved forældre, der næsten pakker deres børn ind i vat. (Bortset fra åbenlyse fordele i forbindelse med fald ned ad trapper, kan vi vist godt blive enige om, at det heller ikke nødvendigvis er en smart tilgang.)
  3. Den tredje position er så den mere neutrale: her fokuserer du i højere grad på "vi" og "man". Du er i højere grad i stand til at forholde dig neutralt og bevare overblikket over en situation - i hvert fald i den sunde variant. I den usunde variant opdager du, at du er handlingslammet, og ikke rigtig er i stand til at træffe en beslutning. Du melder dig simpelthen ud af fællesskabet.
Formålet med at vide noget om de her observationspositioner, sådan som jeg ser det, er at man får en bedre forståelse for sig selv, og ens måde at være på. Det gør måske, at man i nogle situationer kan nå at tage sig selv i det, hvis man eksempelvis opdager, at man måske har en tendens til at tryne andre... var der nogen, der sagde personlig udvikling? ;)

Kort sagt (hvilket allerede er for sent... og vist egentlig var der for adskillige afsnit siden) - det der HR-halløj har indtil videre været en ret fornøjelig omgang - omend min selvopfattelse med jævne mellemrum får en solid omgang tæsk. Enneagramtesten afslørede eksempelvis, at jeg er perfektionist. Hmpf. ;P

Ingen kommentarer:

Send en kommentar