Flyttedag!

Blev enig med mig selv om, at navnet 'Abibliofoben' ikke var helt så mundret, så jeg har holdt flyttedag! Velkommen til 'En lang historie om næsten ingenting'. Den opmærksomme læser vil spore en vis reference til Bill Bryson - men den mand har bestemt også en lang række guldkorn, som jeg ikke ser mig for fin til at udnytte.

OG... når jeg nu alligevel er i gang, så vil jeg gerne på forhånd undskylde for eventuelle slåfejl/stavefejl, der allerede findes på bloggen - og alle dem der uden tvivl kommer til på et tidspunkt. :)

Glædelig tirsdag. :)

Observationspositioner... mmmhmmm...

Lyder smart, ikke? "Observationspositioner"... smag lidt på ordet... hvis det lykkedes dig at udtale det et par gange UDEN at slå knude på tungen, så står du overfor den næste store udfordring: at finde ud af, hvad der egentlig ligger i ordet. Men det er jo derfor jeg er her. ;) I tråd med mit seneste indlæg (og faktisk første indlæg), fortsætter jeg ud af tangenten 'personlig udvikling'.

Jeg er nemlig i øjeblikket på HR-kursus. Et af de kors man må bære/en af de muligheder man har som ledig, er nemlig at melde sig til et 6-ugers selvvalgt kursus. Og det har jeg så gjort. Min oprindelige indstilling til det hersens HR-kursus var, at det da egentlig lød meget spændende. På første dag blev der så hevet en pose kulørte bolde frem. Du ved, dem der man finder på legepladser, og som børn elsker at kaste sig rundt i (alt imens de voksne kaster misundelige blikke i retningen af børnene.) NÅ... men altså... boldene kom frem... og min første tanke var noget i stil med "Årh nej - hvad har jeg gjort?", efterfulgt af "Det her pædagogiske bras overlever jeg aldrig", da vi to timer senere blev bedt om at tegne vores våbenskjold. Jeg er ikke kreativ. Jeg befinder mig i høj grad på gyngende grund, ligeså snart jeg bliver bedt om at "slå mig løs" og "tegne, hvad der falder mig ind." MEN... efter et smule debatteren med mig selv, nåede jeg frem til, at jeg ligeså godt kunne springe i med begge ben (hvem der bare befandt sig i en bold-grav). Som sagt, så gjort. Og det viste sig faktisk at være ganske underholdende. 1-0 til HR-folkene.

Efterfølgende er jeg blevet ved med at blive positivt overrasket over "det hersens HR-halløj". Vi har været vidt omkring; vi startede blandt andet med en enneagram-test, som du muligvis/muligvis ikke kender. Kort fortalt deler den mennesker ind i 9 kategorier, eller personlighedstyper (perfektionisten, relationsskaberen, udretteren, individualisten, iagttageren, realisten, entusiasten, udfordreren og mægleren). De er naturligvis en smule karikerede, men bortset fra det, passer de meget fint. Formålet er både at øge din indsigt i, hvordan du er som person, og hvorfor du reagerer, som du gør, men også at øge din indsigt i, hvorfor andre er, som de er, og gør som de gør. Hvis du har lyst til at tage testen, kan du gøre det her: http://www.moltke-leth.com/joomla/index.php?option=com_content&task=view&id=11&Itemid=19 .

Indtil videre har vi beskæftiget os meget med, hvordan man selv er som person, og hvordan det påvirker ens måde at opleve verden, og andre, på. I dag blev vi så introduceret for de her "observationspositioner". Kort fortalt, så handler det om, at du kan opleve verden fra tre forskellige positioner.

1. Den første er "jeg"-positionen. Hvis du har den sunde tilgang, betyder det, at du er meget fokuseret på dig selv og dine behov - men uden, at det kammer over. Er du gået over i grøften til den "usunde" side, betyder det omvendt, at du udelukkende fokuserer på dig selv og tænker mere i "mig, mig, mig" (vi kender alle sammen superegoisten, som kan være vanvittigt irriterende i længden).
2. Den anden position du kan indtage, er den mere omsorgsfulde: du-position. I den sunde variant betyder det, at du interesserer dig for andre, og fokuserer på, hvad de gerne vil. I den usunde variant bliver de her træk forstærket. Det ses eksempelvis ved forældre, der næsten pakker deres børn ind i vat. (Bortset fra åbenlyse fordele i forbindelse med fald ned ad trapper, kan vi vist godt blive enige om, at det heller ikke nødvendigvis er en smart tilgang.)
3. Den tredje position er så den mere neutrale: her fokuserer du i højere grad på "vi" og "man". Du er i højere grad i stand til at forholde dig neutralt og bevare overblikket over en situation - i hvert fald i den sunde variant. I den usunde variant opdager du, at du er handlingslammet, og ikke rigtig er i stand til at træffe en beslutning. Du melder dig simpelthen ud af fællesskabet.

Formålet med at vide noget om de her observationspositioner, sådan som jeg ser det, er at man får en bedre forståelse for sig selv, og ens måde at være på. Det gør måske, at man i nogle situationer kan nå at tage sig selv i det, hvis man eksempelvis opdager, at man måske har en tendens til at tryne andre... var der nogen, der sagde personlig udvikling? ;)

Kort sagt (hvilket allerede er for sent... og vist egentlig var der for adskillige afsnit siden) - det der HR-halløj har indtil videre været en ret fornøjelig omgang - omend min selvopfattelse med jævne mellemrum får en solid omgang tæsk. Enneagramtesten afslørede eksempelvis, at jeg er perfektionist. Hmpf. ;P

En abibliofobs første spæde skridt i blogosfæren

Hvorfor gør jeg det her? Jeg har netop oprettet en blog. Og jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg har valgt at gøre det. Eller jo… det har jeg jo egentlig. Det drejer sig vel dybest set bare om, at jeg gerne vil ud med nogle af de tanker jeg går med til daglig. Jeg nærer ingen illusioner om at mine tanker er bedre end så mange andres. Bestemt nej. Mit liv er i al sin enkelthed i virkeligheden meget ordinært. Der sker ikke det store. Hvis jeg selv skulle beskrive mit liv ville jeg kalde det ’almindeligt’ – ikke kedeligt. Ikke helt i hvert fald. Selvom det er tæt på. Pt. er jeg nemlig en af de mange der sidder fast i dagpengelandets hængedynd, og jeg kæmper en brav kamp for at komme op til overfladen, men det er, for nu at være helt ærlig, lidt hårdt. Jeg er heldigvis så fikst indrettet, at min stædighed simpelthen nægter at lade mig gå ned med nakken, så jeg fortsætter ufortrødent med ansøgningsskriveriet. Det var dog et sidespring… tilbage til blog-debatten!

Hvorfor er det så, at jeg går og leger med tanken om at få stablet den her blog på benene, når mit liv ikke ligefrem oser af eventyr? Jo, ser du… jeg er typen der normalt er rigtig god, og jeg mener rigtig god til at holde tingene tæt til kroppen. Alene tanken om at skulle tale om mine følelser… gisp! Så det her er alternativet. I blogosfæren (hvilket i øvrigt lyder latterligt på dansk, men nok om det) har jeg mulighed for at gemme mig i det åbne sammen med alle de andre, der har fået samme geniale idé. For jeg synes bestemt, at ideen er genial. Indrømmet, jeg er muligvis nogle år bagud, men hvad… Jeg kan godt lide at udfordre mig selv – på det faglige plan, og endda nogle gange på det fysiske plan – men som sagt, så er jeg ikke så god til det der med følelser. Jeg har ikke svært ved at håndtere dem. Jeg gør det bare helst alene. Jeg ser ingen grund til at belemre andre med hvad jeg føler, og hvordan jeg har det. Og så alligevel… for det er jo lige præcis det jeg har tænkt mig at gøre i den her blog?!? Men så igen… (jeg er i øvrigt virkelig god til at debattere med mig selv) det jeg i virkeligheden ikke har det godt med, er ikke så meget det at tale om mine følelser og mit liv i det hele taget. Mit problem opstår først dér, hvor jeg risikerer at få respons på alt det jeg lukker ud – i det øjeblik jeg føler mig sårbar eller svag, eller måske er blottet i virkeligheden et bedre ord? Under alle omstændigheder, så eliminerer bloggen ret effektivt den del, hvis du spørger mig. ;) Du kan vælge at kommentere på mit indlæg, javist… men din kommentar er ikke nødvendigvis noget jeg behøver at tage stilling til – og hvis jeg endelig beslutter mig at tage stilling til det, så kan jeg gøre det i ro og mag hjemme fra min egen lille lejlighed, hvor der er trygt og varmt. Det bedste af det hele er faktisk, at jeg helt selv bestemmer om det du skriver (hvis du da overhovedet skriver noget) er noget jeg gider/tør tage stilling til. ;) I forlængelse af den her smøre har jeg i øvrigt fået en åbenbaring: hvis man ikke vender vrangen ud på sig selv og åbenbarer sit hjerte for gud og hvermand – eller i det mindste kæresten og familien, så tror folk tit, at man er følelseskold. Sådan er det bare ikke altid (og her kommer åbenbaringen) - jeg er for eksempel ikke følelseskold, overhovedet ikke – jeg er bare en følelseskylling.

Så her kommer den altså – bloggen fra følelseskyllingen. Kald den et eksperiment om du vil. Et forsøg på stille og roligt at åbne op, og blive bedre til det der med følelser. Om det virker… tja… det vil tiden vise. Men eftersom jeg stadig er tilhænger af devisen ”øvelse gør mester”, så vil jeg bruge den her blog til at øve mig. Og hvem ved… måske min kæreste får gavn af det her? Jo mere jeg lukker ud herinde, hvad enten jeg ”krænger mit hjerte ud” og lader de virtuelle tårer få frit løb, eller bare lukker en masse galde ud over ting der irriterer mig til daglig, jo mindre udsætter jeg måske ham for? J

Som den følelseskylling jeg er, legede jeg naturligvis også med en række alternativer til bloggen, før jeg endelig besluttede mig for at tage springet og oprette en blog. Et kort øjeblik overvejede jeg den simple løsning: tryk på ”Start”, find ”Microsoft Office Word 2007”, og åbn et nyt dokument… gaaaaab, ikke sandt? Den mulighed blev altså forkastet… jeg er muligvis en følelseskylling, men jeg har ikke tænkt mig at kede mig selv ihjel bare for at undgå ”farlige kommentarer” og eventuelle læsere. Den næste mulighed der meldte sig på banen var… tadaaaa… en online-dagbog fra www.ohlife.com. Hmm… Ikke stort bedre end et word dokument, og så alligevel… det har bestemt sine fordele, ikke? Jo. Muligvis. Nu er sagen bare den, at jeg, hvis jeg endelig skal “krænge mit hjerte ud” (eller brokke mig), ikke gider vente på en tilladelse. Altså… jeg satte mig ganske vist ikke så godt ind i sagen. MEN… det ohlife tilbyder, sådan som jeg forstår det, er en daglig mulighed for at fortælle om din dag. Hver dag kl. 20 får du en mail der lyder således ”How did your day go?” – den mail besvarer du så, og på den måde samler du stille og roligt, dag for dag, dine oplevelser i en online dagbog. Ideen synes jeg er vældig fin. Men en følelseskylling danser ikke på kommando. Basta. Hvad nu, hvis jeg har lyst til at skrive kl. 17? Eller kl. 9, fordi jeg til min rædsel opdager, at kæresten har drukket det sidste kaffe og jeg ikke kan få min sædvanlige dosis morgen-koffein – og derfor er nødt  til at brokke mig online, hvis ikke kæresten skal ende med at hænge ud af vinduet med hovedet nedad? (Misforstå mig ret, jeg er på mange måder en kylling, også fysisk. Jeg er lille af statur og kan måske på en god dag løfte en 2 liters cola med én hånd – men så skal det virkelig også være en god dag. Kort sagt, min kæreste ville aldrig komme til at hænge ud af vinduet med hovedet nedad – men som de fleste kvinder kan jeg blive virkelig irriteret over selv de små ting, og min morgenkaffe er hellig. Kort sagt; det tohovedede bæst bider specielt hårdt om morgenen.)

NÅ, men altså… ingen af de to muligheder (word eller online-dagbogen) faldt altså helt i min smag. Som udgangspunkt har jeg det stadig heller ikke helt godt ved tanken om, at du sidder og læser mine tanker egentlig… ;) Men jeg kan som sagt godt lide at udfordre mig selv lidt en gang imellem… og personlig udvikling er vist også stadig i høj kurs, så måske jeg bare er lidt med på trenden?