Hvorfor gør jeg det her? Jeg har netop oprettet en blog. Og jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg har valgt at gøre det. Eller jo… det har jeg jo egentlig. Det drejer sig vel dybest set bare om, at jeg gerne vil ud med nogle af de tanker jeg går med til daglig. Jeg nærer ingen illusioner om at mine tanker er bedre end så mange andres. Bestemt nej. Mit liv er i al sin enkelthed i virkeligheden meget ordinært. Der sker ikke det store. Hvis jeg selv skulle beskrive mit liv ville jeg kalde det ’almindeligt’ – ikke kedeligt. Ikke helt i hvert fald. Selvom det er tæt på. Pt. er jeg nemlig en af de mange der sidder fast i dagpengelandets hængedynd, og jeg kæmper en brav kamp for at komme op til overfladen, men det er, for nu at være helt ærlig, lidt hårdt. Jeg er heldigvis så fikst indrettet, at min stædighed simpelthen nægter at lade mig gå ned med nakken, så jeg fortsætter ufortrødent med ansøgningsskriveriet. Det var dog et sidespring… tilbage til blog-debatten!
Hvorfor er det så, at jeg går og leger med tanken om at få stablet den her blog på benene, når mit liv ikke ligefrem oser af eventyr? Jo, ser du… jeg er typen der normalt er rigtig god, og jeg mener rigtig god til at holde tingene tæt til kroppen. Alene tanken om at skulle tale om mine følelser… gisp! Så det her er alternativet. I blogosfæren (hvilket i øvrigt lyder latterligt på dansk, men nok om det) har jeg mulighed for at gemme mig i det åbne sammen med alle de andre, der har fået samme geniale idé. For jeg synes bestemt, at ideen er genial. Indrømmet, jeg er muligvis nogle år bagud, men hvad… Jeg kan godt lide at udfordre mig selv – på det faglige plan, og endda nogle gange på det fysiske plan – men som sagt, så er jeg ikke så god til det der med følelser. Jeg har ikke svært ved at håndtere dem. Jeg gør det bare helst alene. Jeg ser ingen grund til at belemre andre med hvad jeg føler, og hvordan jeg har det. Og så alligevel… for det er jo lige præcis det jeg har tænkt mig at gøre i den her blog?!? Men så igen… (jeg er i øvrigt virkelig god til at debattere med mig selv) det jeg i virkeligheden ikke har det godt med, er ikke så meget det at tale om mine følelser og mit liv i det hele taget. Mit problem opstår først dér, hvor jeg risikerer at få respons på alt det jeg lukker ud – i det øjeblik jeg føler mig sårbar eller svag, eller måske er blottet i virkeligheden et bedre ord? Under alle omstændigheder, så eliminerer bloggen ret effektivt den del, hvis du spørger mig. ;) Du kan vælge at kommentere på mit indlæg, javist… men din kommentar er ikke nødvendigvis noget jeg behøver at tage stilling til – og hvis jeg endelig beslutter mig at tage stilling til det, så kan jeg gøre det i ro og mag hjemme fra min egen lille lejlighed, hvor der er trygt og varmt. Det bedste af det hele er faktisk, at jeg helt selv bestemmer om det du skriver (hvis du da overhovedet skriver noget) er noget jeg gider/tør tage stilling til. ;) I forlængelse af den her smøre har jeg i øvrigt fået en åbenbaring: hvis man ikke vender vrangen ud på sig selv og åbenbarer sit hjerte for gud og hvermand – eller i det mindste kæresten og familien, så tror folk tit, at man er følelseskold. Sådan er det bare ikke altid (og her kommer åbenbaringen) - jeg er for eksempel ikke følelseskold, overhovedet ikke – jeg er bare en følelseskylling.
Så her kommer den altså – bloggen fra følelseskyllingen. Kald den et eksperiment om du vil. Et forsøg på stille og roligt at åbne op, og blive bedre til det der med følelser. Om det virker… tja… det vil tiden vise. Men eftersom jeg stadig er tilhænger af devisen ”øvelse gør mester”, så vil jeg bruge den her blog til at øve mig. Og hvem ved… måske min kæreste får gavn af det her? Jo mere jeg lukker ud herinde, hvad enten jeg ”krænger mit hjerte ud” og lader de virtuelle tårer få frit løb, eller bare lukker en masse galde ud over ting der irriterer mig til daglig, jo mindre udsætter jeg måske ham for? J
Som den følelseskylling jeg er, legede jeg naturligvis også med en række alternativer til bloggen, før jeg endelig besluttede mig for at tage springet og oprette en blog. Et kort øjeblik overvejede jeg den simple løsning: tryk på ”Start”, find ”Microsoft Office Word 2007”, og åbn et nyt dokument… gaaaaab, ikke sandt? Den mulighed blev altså forkastet… jeg er muligvis en følelseskylling, men jeg har ikke tænkt mig at kede mig selv ihjel bare for at undgå ”farlige kommentarer” og eventuelle læsere. Den næste mulighed der meldte sig på banen var… tadaaaa… en online-dagbog fra www.ohlife.com. Hmm… Ikke stort bedre end et word dokument, og så alligevel… det har bestemt sine fordele, ikke? Jo. Muligvis. Nu er sagen bare den, at jeg, hvis jeg endelig skal “krænge mit hjerte ud” (eller brokke mig), ikke gider vente på en tilladelse. Altså… jeg satte mig ganske vist ikke så godt ind i sagen. MEN… det ohlife tilbyder, sådan som jeg forstår det, er en daglig mulighed for at fortælle om din dag. Hver dag kl. 20 får du en mail der lyder således ”How did your day go?” – den mail besvarer du så, og på den måde samler du stille og roligt, dag for dag, dine oplevelser i en online dagbog. Ideen synes jeg er vældig fin. Men en følelseskylling danser ikke på kommando. Basta. Hvad nu, hvis jeg har lyst til at skrive kl. 17? Eller kl. 9, fordi jeg til min rædsel opdager, at kæresten har drukket det sidste kaffe og jeg ikke kan få min sædvanlige dosis morgen-koffein – og derfor er nødt til at brokke mig online, hvis ikke kæresten skal ende med at hænge ud af vinduet med hovedet nedad? (Misforstå mig ret, jeg er på mange måder en kylling, også fysisk. Jeg er lille af statur og kan måske på en god dag løfte en 2 liters cola med én hånd – men så skal det virkelig også være en god dag. Kort sagt, min kæreste ville aldrig komme til at hænge ud af vinduet med hovedet nedad – men som de fleste kvinder kan jeg blive virkelig irriteret over selv de små ting, og min morgenkaffe er hellig. Kort sagt; det tohovedede bæst bider specielt hårdt om morgenen.)
NÅ, men altså… ingen af de to muligheder (word eller online-dagbogen) faldt altså helt i min smag. Som udgangspunkt har jeg det stadig heller ikke helt godt ved tanken om, at du sidder og læser mine tanker egentlig… ;) Men jeg kan som sagt godt lide at udfordre mig selv lidt en gang imellem… og personlig udvikling er vist også stadig i høj kurs, så måske jeg bare er lidt med på trenden?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar